Den intelligente sprøjtebom

20100923_sproejtebom- Udvikling af en ny generation af sprøjtebomme til intelligent, miljøeffektiv og stedsspecifik ukrudtsbekæmpelse i landbruget

Marker og afgrøder lever en kemikaliefyldt tilværelse, hvor store mængder sprøjtegifte til bekæmpelse af ukrudt hører til hverdagen. I 2006 blev der på verdensplan omsat pesticider for ikke mindre end 35 milliarder dollars. Heraf stod det europæiske marked for ca. 8 milliarder dollars, hvilket svarer til 327 tons aktivt stof, som ledes ud i naturen med fare for at ende i grund- og drikkevand.

Årsagen til de store mængder sprøjtegifte skal bl.a. findes i de teknologiske løsninger, som findes på markedet. Alle typer af nuværende sprøjtebomme anvender bredsprøjtning, hvor hele marken sprøjtes uden skelnen mellem områder med ukrudt og områder uden ukrudt.

Men sådan behøver det ikke være i fremtiden. Projektet "Den intelligente sprøjtebom" udvikler en ny generation af sprøjtebomme, der i én og samme arbejdsgang finder frem til ukrudtet og foretager en stedsspecifik sprøjtning. Udviklingen vil få stor betydning for ikke mindst fremtidens vandmiljø, da den vil kunne nedbringe pesticidforbruget med over 90 %. I Europa svarer det til ca. 300 tons aktivt stof, som ikke længere behøver at ende i naturen.

Projektplan

Den primære målsætning med "Den intelligente sprøjtebom" er at udvikle en robust og funktionelt prototype med gode muligheder for efterfølgende kommercialisering. Projektet har derfor særligt fokus på seks delopgaver:

1. Udvikling af hurtig og præcis positionering og tilpasning af systemets bevægelser i forhold til planterækkernes placering i naturen.
2. Udvikling af sprøjtesystem med evne til at præcisionssprøjte meget små områder i bevægelse.
3. Udvælgelse af sprøjtedysser, der ved stedsspecifik sprøjtning opnår samme dækningskvalitet som bredsprøjtning.
4. Design og udvikling af sprøjtebommens udformning i forhold til udfordringer omkring kontrol af sprøjtedysser.
5. Udvikling af et visionbaseret softwaresystem til identificering og lokalisering af ukrudt.
6. Udvikling af software til realtidsanalyse af behov for sprøjtning.

Løsningen består fysisk af en sprøjtebom med integreret kamera, et visionsystem og et billedbehandlingsmodul. Sprøjtebommen udvikles til sprøjtning af ukrudtsplanter med 2-4 blade.

Deltagere

- CLAAS Agrosystems
- T&O Stelectric
- Institut for Jordbrug og Økologi ved Københavns Universitet
- Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr ved Aarhus Universitet
- Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet

Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet varetager projektledelsen ved projektchef Niels Jul Jacobsen.

Økonomi

Højteknologifonden støtter projektet med 12.830.000 kr. Projektets samlede budget er 25.660.000 kr.

Tidshorisont

Projektet løber fra 01.10.2009 til 30.09.2012

Niels Jul Jacobsen
Niels Jul Jacobsen

Projektchef Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet 6011 4366

 
 
logo logo

LOG IND

Eksisterende medlem

Seneste medlemmer

Geert Pelckmans
Geert Pelckmans
Den Belgiske Handelsafdeling

Netværket har i øjeblikket 167 medlemmer. Bliv medlem!